New York er det perfekte sted at gå på jagt efter små uafhængige boghandlere, der har noget andet på hylderne end USA’s største bogkæde Barnes & Noble. Her er et udpluk af nogle af dem, vi kan li’:

Spoonbill & Sugartown ligger på Bedford Av. i Williambsburg, Brooklyn.
Spoonbill & Sugartown specialiserer sig i brugte, sjældne og nye bøger. Fokus er på kunst, arkitektur, design og udenlandske bøger, der kan være svære at finde andre steder. Man kan gøre sjove og farverige fund – eller fund, der skal farves, som Cunt Coloring Book fra 1975. Bogen er tegnet af Tee Corine , der lod sig skille fra sin mand efter syv års ægteskab for at leve resten af sit liv som lesbisk og aktiv feminist. Hun samlede en flok veninder og tegnede deres kønsdele, da hun så det som en god mulighed for at lære børn om det kvindelige køn “because a major way we learn to understand the world, as children, is by colouring”. Læs mere om Tee i kunst-magasinet Don’t Panic.

McNally Jackson Books er en af Manhattans uafhængige boghandlere.
McNally Jackson Books ligger i SoHo og skal især fremhæves for utroligt søde og hjælpsomme ansatte, et stort udbud af forskellig litteratur samt daglige oplæsninger og arrangementer (og 18 forskellige slags the!).

Housing Works: Bookstor Cafe sælger brugte bøger og kaffe.
Housing Works: Bookstore Cafe ligger også i SoHo og drives i høj grad af frivillige kræfter. Fine folk sælger kaffe og (pæne) brugte bøger til fine priser, og overskuddet går til hjemløse og bekæmpelse af HIV/AIDS i New York.

Three Lives & Company ligger i Greenwich Village.
Three Lives & Company er en lille boghandel i Greenwich Village, der trods sin størrelse har et stort udbud af poesi, fiktion og non-fiction. Personalet er hjælpsomme og giver gerne gode råd og vejledning!
Har du noget at tilføje til denne lille liste, er du meget velkommen. Og glemte du at købe en særlig bog med hjem fra rejsen, så kig ned forbi Møllegade og lad os bestille den til dig – hvis ikke den står på en af vores hylder.