Digtsamling
Den egensindige norske digter Ellen Einans digtsamling Dagen får min uro fra 2004 udkommer
denne sommer i dansk oversættelse af Lukas Ballin.
Ellen Einan (1931-2013) er i Norge både en anerkendt digter og egensindig i en sådan grad, at
hun kan være svær at placere i en tradition. Efter at have arbejdet i hjemmeplejen debuterede
hun i en sen alder med værket Den gode engsøster (1981). Selv har hun fortalt, at hun oplevede
sine pludselige digte som meddelelser fra åndeverdenen. I første omgang splittede Einans digte den norske kritikerstand, men sidenhen har hun opnået en snart ikonisk status for sit egensindige billedsprog og næsten religiøse erfaringsrum, og hendes digte er inden for de sidste år også blevet oversat til svensk. Dagen får min uro er det første værk af Einan, der udkommer på dansk.
Dagen får min uro kan læses i forlængelse af Einans øvrige værker, der alle berører samme motiv-
kreds og er befolket af tilbagevendende figurer som bl.a. Narren, Dørsælgeren og Danseren. Digtene fremmaner et landskab fyldt af døre, trapper, broer, porte, stort lys og klamt mørke, og hvor børn, mælkesøstre og luftheste kan opholde sig eller glide forbi. Stemningen kan både være let og åben, som grænsen mellem drøm og virkelighed, og lukket og besværlig som i ubehagelige minder, der spøger bagerst i hukommelsen.
Titel: Dagen får min uro
Forfatter: Ellen Einan
Oversætter: Lukas Ballin
Antal sider: 66
Pris: 200 kr.
ISBN: 978-87-971287-7-0
Udgivelsesdato: 14. august 2024
_
Presse
Uddrag fra anmeldelse i Information 12.09.2024 af Julie Steen Knudsen
Beskeder fra det hinsides og et poetisk topmøde i Mumidalen
“Hvis man er vant til at læse digte, der taler ind i en mere genkendelig, samtidig kontekst, skal man nok lige tage en dyb indånding, inden man dykker ned i Dagen får min uro.
»Jeg følger den smukke sti
væk fra svagheden
ind til nattens små lys«, lyder samlingens første linjer.
Den smukke sti? Svagheden? Hvor er vi henne her? Jeg får hurtigt fornemmelsen af, at det sted vi befinder os, mest af alt er et rum langt inde i sproget – ved et slags nulpunkt, som jeg har lyst til at kalde ren skabelse.
Det er et sted, hvor ordene ligesom kæmper sig frem, før de lander i digtet. Digtlinjerne er korte, mange gange står et ord helt alene og rækker prøvende sin betydning hen over linjebruddet. Hvert ord bærer sin egen vægt, og som læser er man nødt til at sætte tempoet helt ned for at kunne mærke den.
Det er, som om digtene bevidst arbejder med at fastholde læseren i uvished. Alene de mange ubestemte navneord er forvirrende:
»Og ny lille fange
blev kvalt
ved haven«.”
https://www.information.dk/kultur/anmeldelse/2024/09/beskeder-hinsides-poetisk-topmoede-mumidalen