Hænderne formes som en skål og deri ligger jeg – Emma Kruse Villumsen

Hænderne formes som en skål og deri ligger jeg er en hybridtekst i tre dele, som undersøger længsel og isolation på tværs af tider og personer. Del I kredser om et jeg i København og hendes uklare relation til en person som befinder sig i Rom, men også en nysgerrighed og interesse i guldalderkvinden Elise Ploug og hendes forhold til sin mand, Carl Ploug. Jeger begynder langsomt
at lære Elise at kende gennem research, mens sommeren går, eksem og savn blusser frem. I del II, er det Elise Plougs søster, Johanne Bissen som er jeg-fortæller. Hun taler fra Rom i 1800-tallet, fra
sit ægteskab med skulptøren Vilhelm Bissen og fra døden, som indtræffer i forbindelse med fødslen af sin datter. I del III længes et jeg efter omsorg i dets reneste form; den fra en mor til et barn.

Der eksperimenteres formmæssigt, idet teksten løber vandret hen over siderne, uden at overholde margenernes begrænsninger. Hænderne formes som en skål og deri ligger jeg er en tekst om
marmor og fennikelknolde, forbindelsen mellem mor og datter, ensomhed, længsel, isolation, og om hænder som prøver at få fat om noget.

Emma Kruse Villumsen (f.1997) er smykkehåndværker, har en bachelor i Kunsthistorie og er uddannet fra Talentskolen Forfatterlinje. Hænderne formes som en skål og deri ligger jeg er hendes debut.

Omslagsbilledet er et værk, Emmarosa Liebgren, ”Bjerget”, Monotopi på tekstil, 2024.


Uddrag fra bogen
39:
I dag er jeg sengeliggende, her finder man mig, hvis man ønsker det. Når der bankes på, er det med et roligt håndled i tilfælde af, at jeg måtte sove. Den lukkede dør er endnu en indeslutning om barnet og mig. Det eneste, jeg vil, er at føde hende. Det eneste, jeg ikke vil, er at føde hende. Efter hver søvn: en sværere opvågnen. Anna har flettet en krans af tørrede blomster, der hænger over sengen. Jeg er i en sødlig duft. Hver morgen, når jeg skubber skodderne fra, håber jeg, nogen går forbi vinduet og hilser. Det er sjældent tilfældet. Andre ting blæser ind i rummet: sandkorn, duften af kogende tomater, gardinerne, et spindelvæv, to kvinder i samtale med en mand, den ene fåmælt, lykke ved en enkelt fyrretræsnål. Det er sket et par gange. Hver gang har jeg noteret det.

Titel: Hænderne formes som en skål
og deri ligger jeg
Forfatter: Emma Kruse Villumsen
Redaktion: Anna Bornkessel og Maria Picard Kai
Antal sider: 172
Pris: 200 kr.
ISBN: 978-87-971287-9-4
Udgivelsesdato: 07. 10. 2024


Hænderne formes som en skål og deri ligger jeg er femte udgivelse i serien Æra, forlagets serie for debutanter