Rygtet – Rasmus Daugbjerg

En fremmed ankommer til en navnløs by, og straks slippes rygtet løs. Rygtet er fortalt fra rygtets perspektiv.
Den fremmede bliver gjort til genstand for byens had, kærlighed og venskab. Rygtedannelsen intensiveres og byens uhyrlige fortid dukker op som uhyggelige skikkelser og mærkelige hændelser. Der er djævle, præster, skovens mund, levende døde og giftige bær. Sproget i Rygtet er poetisk og fortættet. Det er mystisk og trodsigt. Rygtet handler om magt, om at fortælle andres historier og om den smukke og voldelige melodi, som rygter er.

Rasmus Daugbjerg (f. 1993) er uddannet fra den svenske forfatterskole Biskops Arnö og Forfatterskolen i København. Rygtet er hans debut.

Omslaget er illustreret af Frederik Exner.

Presse

Politiken, Benedicte Gui de Thurah Huang:

“Man kan hurtigt bilde sig ind, at Rasmus Daugbjergs ’Rygtet’ ikke kun er ord på papir, men rent faktisk rummer alle de materialer, den selv benævner. […] ’Rygtet’ er en mørk roman, men Daugbjerg skriver så fokuseret og besynderligt, at jeg kun ønsker, at mørket må udvide sig yderligere”


Atlas, Malte Frøslev:

“Det er sanseløshedens logik, der træder frem, og den er kvalmende, sådan som den skal være. For det behøves ikke altid at være så behageligt, når man ved at der findes denne svirrende ondskab i verden”


Weekendavisen, Lars Bukdahl:

“Ah, hvor der omsider sker noget uoverskueligt og uforudsigeligt betydeligt med debutanteriet. […] Med ‘Rygtet’ debuterer Rasmus Daugbjerg glædeligt glødende med en sært og grumt mytisk for ikke at sige allegorisk kortroman om et betændt landsbysamfund. […] Jeg er stadig i gang med at undre mig over de klare og kryptiske tekster om mennesker i Rasmus Daugbjergs løfterige debutroman, det må være vældig nok ros for nu.”


Information, Bodil Skovgaard Nielsen:

“Her er ikke en bog, der vil spejle den virkelige verden, og det er et vidunderligt og ambitiøst brud med den realismefordring, der ellers kendetegner meget nordisk litteratur for tiden. Hvor gode bøger om moderskab og faderopgør der end skrives, så er Rygtets saftige, væmmelige billeder forrygende. Rasmus Daugbjerg debuterer med mareridtsagtig kraft.”

Antal sider: 128

Pris: 200 kr.

ISBN: 978-87-971287-1-8

Udgivelsesdato: 29.01.2021

Rygtet er første udgivelse i serien Æra, en serie for debutanter på Forlaget Møllegades Boghandel